Today is gonna be the day

I dag er dagen. Det har jeg sagt til mig selv den sidste uges tid. 

I dag er dagen jeg får lavet mine afleveringer. Er det blevet lavet, har det været dagen? Nej det har ihvertfald ikke været dagen!! Kender i den følelse at i bliver sure på jer selv over at man ikke bare kan tage sig sammen og få det overstået. For nøj hvor jeg bare overhovedet er god til at tage mig sammen for tiden. For det første har jeg lidt vanskeligheder med at kunne tage mig sammen til at tage nogen som helst steder hen grundet jeg stadig hopper rundt på krykker, det jo sådan en anden sag. Men bare det at sætte mig op til mit skrivebord, finde bøgerne frem og begive mig ud i afleveringerne. Ja se det kan jeg da overhovedet ikke få mig selv til. Nogle gange elsker jeg at sidde med det. I tider som dette vil jeg helst lave alt andet end det. Men det skal vel gøres. I dag var dagen, men det var nu hyggeligere med besøg af Amanda. Gode gamle Amanda. Vi har jo kendt hinanden hele livet så det er så dejligt afslappende og nemt når vi er sammen. Ingen af os regner hinanden for noget, og vi kan godt bare sidde og stene hvis det er det vi har brug for. See that is a good thing! :) 

I går var jeg jo så til lægen med mit knæ. Mit dumme knæ. Jeg har haft en knæskade i lang lang tid. Det skete på en trampolin nogle år tilbage, min knæskal poppede ud af sin plads, og siden da har den så ikke været som den skulle. Er blevet opereret 2 gange, men det har ikke hjulpet det store. I bund og grund vidste min læge godt jeg skulle opereres når jeg blev fuldt udvokset, men indtil nu regnede jeg ikke med det. Så begyndte det jo at gøre ondt igen, og ja nu siger han så jeg skal opereres. På den ene side er jeg glad for, for så kommer det lidt ud af verdenen og bliver fikset. På den anden side er jeg ret ked af det. Det er en lang process, og genoptræning efter er ret hård. Plus det bliver her i April eller Maj måned, så jeg kommer til at gå glip af en masse. Blandt andet måske min sidste skoledag med de dejlige fra min tiende klasse :( Men der er ikke så meget at gøre andet end at tage det som det kommer.

Efter lægen var jeg lidt "baah", så Josefine havde aftalt at komme hjem til mig. Hun fik mig ihvertfald i bedre humør, eller jeg ville nok mere sige hun fik mig til at grine ved at kilde mig til jeg næsten ikke kunne trække vejret. Der er jo heller intet bedre end at ligge med en god veninde og grine så meget. Josefine er vel nok en dejlig tøs. :D 

Her får i lige en billede storm som mig og Amanda tog i dag mens vi også havde "The time of our lives" som man nu siger så fint.

// Caroline

   

   

   

   

   

   

   

Photobooth længe leve <3